Mød Edie, medlem af me+ fællesskabet
Efter en traumatisk ulykke endte Edie med syv brækkede ryghvirvler i nakken og rygsøjlen. Hun brækkede også 11 af sine 12 ribben og blev hastet til et hospital, hvor hun opholdt sig i 10 dage, før hun blev overført til en anden facilitet, hvor de næsten intet vidste om rygmarvsskade.
"Jeg må have været der i 6 uger, og de lærte mig aldrig engang om et tarmprogram. De sagde, at jeg skulle sætte mig på toilettet og lære mig selv at tisse igen. De prøvede virkelig at være søde – de var bare uvidende om rygmarvsskader."
"Det sværeste er, at du ikke ved, hvad du ikke ved!"
Edie endte til sidst på et afvænningshospital.
"Det var et mirakel! De lod mig gå i bad hver dag i stedet for hver anden uge for at kateterisere mig selv – for at være uafhængig. Alligevel er det forfærdeligt at tænke på alle de mennesker, der stadig er hjælpeløse derude, bare fordi ingen insisterede på, at de skulle undervises! Verden fortæller dig, at når du først er brudt, vil du være afhængig resten af dit liv. Og da du ikke ved, hvad der sker, tænker du, at det måske virkelig er så slemt, at noget ved dig virkelig er forkert."
"Derfor er du nødt til at blive tilsluttet andre så hurtigt som muligt. Du skal finde ud af, at nej, der er mange andre ligesom dig, at du faktisk er helt normal."
En del af Edies rehabiliteringsprogram bestod i at deltage i en støttegruppe, der blev drevet af jævnaldrende. I gruppen så Edie mennesker, der havde levet med lammelse i årtier, komme til gruppen for at dele information med nybegynderne - hvoraf nogle deltager i mødet stadig i deres hospitalskjoler. Edie, med sin baggrund inden for uddannelse og holdsport, sluttede sig til som peer-counseling ambassadør.
"Jeg var heldig. Jeg vidste med det samme, at jeg ville konkurrere, og jeg vidste, at der var en måde at gøre det på. Der var altid handicappede atleter i de maratonløb, jeg havde løbet, så jeg vidste, at der var plads til mig. Det ville jeg gerne dele med andre."
Efter at være blevet udskrevet, forklarer Edie, at hun havde en ven, der boede hos hende i et stykke tid. "Efter genoptræningen tog jeg hjem og havde en ven hos mig de første to uger. Selvfølgelig gik hun på arbejde, så i løbet af dagen var jeg alene." "Jeg var nødt til at lægge mit ego til side og faktisk bede om hjælp. Det var en stor lektie."
Edie reflekterer over ordsproget, som nogle veteraner med rygmarvsskade lærte hende 'når du går hjem, er det, når din genoptræning virkelig begynder'.
"Den første uge hjemme havde jeg regelmæssige nedsmeltninger hvert par timer, men efter den første uge var det bedre. Jeg var så stolt, da jeg ville opnå noget nyt. Første gang jeg rullede ned til Traders Joe's alene, følte jeg, at jeg havde gennemført et maraton!" Noget af det sværeste ved at være hjemme, som Edie oplevede det, var behovet for nye rutiner. "Da jeg kom hjem fra hospitalerne, var jeg virkelig forvirret over kateterisering. Først satte jeg en alarm hver morgen kl. 2 om natten for at kateterisere mig selv. Det er godt, jeg sov alene – jeg stod op midt om natten og råbte: "Argh, jeg kan ikke finde hullet!"
Til sidst var Edie i stand til at slappe af den stive planlægning og sove gennem natten. Fra sit nuværende perspektiv, når hun ser tilbage, siger hun: "Nu hvor jeg har haft et par år til at vænne mig til dette, tror jeg, at den vigtigste del af rejsen er at finde jævnaldrende, der går igennem det samme."
"Du er nødt til at fejre - hver. Lille. Ting."
Deltag i fællesskabet
Det kan være svært at tilpasse sig cathing med en række praktiske, fysiske og følelsesmæssige udfordringer. Du behøver ikke at finde ud af det alene.
